Fyldt Svinemørbrad svøbt i Parmaskinke

Svinemørbrad kan være utrolig tørt og kedeligt hvis man ikke passer på, men samtidig en lækker og mør del af grisen.
Når jeg laver svinemørbrad tænker jeg ofte mod Italien med deres friske og asorterede smagskombinationer.
Denne opskrift kan varieres i smagskombinationer som man nu ønsker sig det eller har til rådighed, det vigtigste er bare at tilføre kødet noget smag og struktur der gør at tilbehør næsten er overflødigt.


6 Pers.

2 stk. Svinemørbrad á 600g
10 skiver Parmaskinke eller pancétta

2 håndfulde blandede krydderurter (persille, oregano, salvie, timian/citrontimian)
8 stk. soltørrede tomater
30g parmesan
1/2 tsk. dijon sennep
1/2 tsk fennikelfrø
Olivenolie
salt
peber

Start med at lave din pasta som skal ende med at blive en granuleret masse der er lige til at smøre ud over svinemørbraden.
Tag en lille hurtighakker og kom krydreurterne, soltørrede tomater, parmesanen i mindre stykker, sennep, lidt salt og peber og fennikel frø, kommes først i en morter og stødes groft.
Til sidst 4 spk. olivenolie.
Kør det hele til en grov masse i hurtighakkeren, alternativt kan en stavblender  benyttes.
Føles massen for tør tilsættes lidt ekstra olie og det hele smages til med salt, peber og evt. sennep hvis mere styrke ønskes.

Dernæst renses og pudses mørbraden, husk at fjerne den store sene der går igennem mørbraden. Tag en skarp kniv og løsne senen, derefter kan den med lidt hjælp fra kniven hives af, dette kræver lidt tålmodighed og finesse med kniven for ikke at miste for meget af det lækre kød.
Dernæst lægges mørbraden med den blanke side nedad sådan at du har fordybningen opad og her lægges et snit der går end til ca. 1 cm fra at gå igennem. Gør dette lidt forsigtigt.
Nu tages ca. 2 spk. af pastaen og smøres ud på indersiden af mørbraden. Drys med lidt ekstra peber.
Læg 5 skiver parmaskinke på et skærebræt så de lige akkurat lapper over hinanden, rul parmaskinken om mørbraden. Pak mørbraden ind i husholdningsfilm og læg på køl i en time eller mere, kan gøres om formiddagen og ligge og trække smag helt indtil den skal steges i ovnen.

Pak mørbraden ud og kom i et ildfast fad, drysset med lidt olivenolie med samlingen nedad.
Steg i en forvarmet ovn på 180 grader i 45 min.
Lad hvile i 5-10 min. Skær ud og server med en grov kartoffelmos, cremet pasta eller risotto.  










Kommentarer